Af Anna Lauritsen
Gysergenren har længe været besat af alt, der drejer sig om eksorcisme og dæmoniske besværgelser – tag f.eks. den populære Conjuring-serie (2013-2021). Derfor virker det oplagt, at turen nu er kommet til Fader Gabriele Amorth; Vatikanets virkelige chef-eksorcist.
Amorth, der døde så sent som i 2016, var en italiensk, katolsk præst og mest berømt for at have deltaget i tusindevis af djævleuddrivelser, hvilke han detaljeret beskrev i sine adskillige bestseller bøger. Det er netop disse erindringer, som er grundlaget for Julius Averys fjerde spillefilm, The Pope’s Exorcist.
Man forstår udemærket interessen i at bringe Amorth til live på det store lærred. Han er en utrolig fascinerende figur; ikke alene er ”pavens personlige chef-eksorcist” et vanvittigt erhverv, men hovedkarakteren er også interessant, fordi han umiddelbart indeholder modstridende kræfter. Amorth var en skeptiker og kritisk tænkende mand, højtuddannet og velbevandret i jura og moderne psykologi, men samtidig en mand med dyb tro på gud – og især på djævlen.
Fader Amorth er også det langt mest interessante ved filmen. Russel Crowe formår med en tilpas blanding af humor, alvor og (overraskende god) italiensk accent at legemliggøre præstens blodige kamp mod djævlen. Ligeledes gør Daniel Zovatto det fint som den mere afdæmpede, spanske præstekollega Fader Esquibel.
Mindre interessant er filmens anden plotlinje: En amerikansk familie bestående af mor, rebelsk teenage-datter og stille lillebror flytter ind i en gammel, faldefærdig kirke i Spanien. Kort efter begynder den lille dreng at opføre sig mildest talt besynderligt, hvormed Amorth tilkaldes, og de to historier flettes sammen. Familiens indtræden i den enormt store og belejligt dårligt belyste kirke er grobund for en række småtrætte gyserklichéer. Det tangerer til øjenrullende, når Amorth og Esquibel tilfældigvis finder en bog i kirkens kælder, som indeholder præcis den information, de skal bruge.
Den religiøse verden og temaet om tro har været fundament for nogle af filmhistoriens bedste værker. Og det er – også i gyserfilm – en genial indgangsvinkel til nogle af menneskets allerstærkeste drivkræfter. Men mens andre fortællinger, som f.eks. Paul Schraders First Reformed (2017), bruger religion som middel til at udforske en præsts indre dæmoner, gør The Pope’s Exorcist det fuldstændig bogstaveligt. Fader Amorth sidder og fører direkte samtaler med Satan selv, hvilket ofte tangerer til det mere grinagtige end gysende. Djævlen taler simpelthen som en Gen Z og får sagt sætninger som ”I am going to fuck you” og ”I am not a stupid fuck!”.
Hertil kan man diskutere hele ”only God can save us”-retorikken. Historiens egentlige frelser er ”the armour of God”, og selvom målet naturligvis ikke er at stille spørgsmålstegn ved den kristne tro, så klinger budskabet en smule hult, når filmen selv kommer med små stikpiller til den katolske kirkes udnyttelse af børn samt mørke historie (f.eks. den spanske inkvisition). Når djævlen fortæller, at hans mål er at infiltrere Vatikanet, kan man ikke undgå at sidde og tænke… Ja tak?
Men nuvel, Averys ambition er sandsynligvis ikke at agere hverken kritisk portræt af den katolske kirke eller Schrader-drama – den er at skræmme sit publikum. Og det lykkes han langt hen ad vejen udmærket med. Dog med en lidt vaklende balance mellem dyb baggrundshistorie og underholdende horror.
Kommentarer